Kontorforsyning Gør Op Med Blakket Ry
Webshoppen iBob er for nyligt blevet overtaget af nye ejere, der tidligere har været direkte konkurrenter, nemlig Redoffice Scan Office-koncernen. De nye ejere vil nu have iBob i en ny retning, hvor større tryghed, bæredygtighed og stabilitet er nøgleordene.
I slutningen af 2017 gik webshoppen iBob i betalingsstandsning efter en længere periode, hvor dårlige beslutninger havde presset virksomheden i bund. Store omvæltninger i virksomheden, kombineret med stor udskiftning i personalet, blev til sidst for meget for virksomheden, der måtte se konkursen i øjnene.
En af de ting, der både pressede økonomien og virksomhedens rygte var, at ledelsen valgte at flytte virksomheden til Flensborg i Tyskland, hvorefter de relativt kort tid efter, valgte at flytte tilbage til Esbjerg. Denne beslutning kostede virksomheden cirka fire millioner kroner.
Udover at være dyrt økonomisk, måtte virksomhedens ry også lide et tab. Da virksomheden flyttede, måtte størstedelen af virksomhedens medarbejdere naturligvis blive afskediget. Den hurtige tilbagevending skabte stor undren i lokalområdet, og der blev sat store tvivlsspørgsmål ved ledelsens beslutning om i det hele taget at flytte på virksomheden.
Ny tilgang i fremtiden
De nye ejere har i forbindelse med købet af iBob beslutttet, at iBob skal føres i en anden retning end tidligere. Der skal simpelthen foretages et turnaround. Manden, der skal stå for dette, hedder Martin Maglebjerg.
Stabilitet og medarbejdertrivsel bliver nogle af kerneelementerne i virksomhedens værdisæt i fremtiden. Martin Maglebjerg uddyber med følgende:
“Der er ingen hemmelighed, at iBob har fået opbygget et lidt blakket ry i fortiden, og dette er selvfølgelig noget, vi er opmærksomme på. Omvendt er iBob i dag en helt ny forretning, hvor vi prøver at skabe en stabil, profitabel og bæredygtig forretning, hvilket vi selvfølgelig skal have vist vores omverden. Vores fremadrettede fokus, der kommer til at være professionalisme og god kundeservice, kræver naturligvis dygtige medarbejdere. Derfor er vi også meget opmærksomme på at skabe en arbejdsplads, der både kan tiltrække og fastholde sådanne medarbejdere,” udtaler Martin Maglebjerg
iBob vil i fremtiden, ifølge E-commerce manager Martin Maglebjerg, fremover forsøge at få langt mere ro på omkring iBob. Det næste lange tids fokus kommer til at ligge på genopbygningen af virksomhedens rygte, samt en ny strategi, hvor virksomheden udelukkende vil satse på e-handel indenfor kontorforsyning, kontorartikler og blækpatroner.