5 Trin Til At Elske Sit Job
Utroligt mange danskere bruger det halve af deres vågne timer på arbejdspladsen i hverdagen.
Derfor er det vigtigt, at du får det bedste ud af det, så du får større arbejdsglæde, og generelt større livsglæde.
Faktisk kan du ved hjælp af ganske få og relativt simple ting forbedre din arbejdsdag markant og sikre, at du hver dag går hjem med et stort smil på læben.
Parker din frygt
En stor del af det, der skaber stress, er mangel på selvtillid og frygt for ikke kunne præstere på arbejdet, frygt for ikke at være god nok.
Frygt kan være en god ting, når der rent faktisk er noget at frygte, fordi det skærper sanserne og producerer adrenalin. Dog er det enormt stressende for kroppen og sindet at føle frygt ofte og i længere tid ad gangen.
Hvis du er udfordret med frygt og usikkerhed i hverdagen, kan du med fordel prøve at skrive de ting, du frygter, ned på et stykke papir søndag aften.
Når du så dagen efter, mandag aften, har været på arbejde, kan du gennemgå de ting, du frygtede og spørge dig selv: skete det, jeg frygtede, og hvis det gjorde, var det så overhovedet noget, der var værd at frygte?
Spred glæde
Du kan glæde dig selv ved at glæde andre. Du kan for eksempel hilse pænt godmorgen til alle dine kollegaer.
Tag dig tid til at få en kort, men god snak med en af dine tættere kollegaer. Spis frokost med resten af dine kollegaer i kantinen. Du vil føle dig i bedre humør, fordi du har fyldt din dag med positive og rare interaktioner igennem dagen.
Vær opmærksom på stress
Når du har travlt og kan mærke, at dine arbejdsopgaver ophober sig og virker uoverskuelige, er det vigtigt, at du bliver bevidst omkring din sindstilstand.
Prøv at organiser dine opgaver, gør op med dig selv, hvilke du kan nå, og dem, du ikke kan nå, parkerer du simpelthen. Det eneste, du får ud af at stresse dig selv med alt det, du ikke kan nå, er, at du bliver mindre produktiv og derved når endnu mindre.
Klap dig selv på skulderen
Det er ofte nemmere at fokusere på alt det, vi gør forkert, end alt det vi gør rigtigt. Igen handler det i høj grad om, at du psykisk går ind og arbejder med dig selv.
Ros dig selv og prøv at mærke en form for selvtilfredshed, når du afleverer et godt stykke arbejde. Og omvendt, så lad være med at hænge dig i noget, der gik galt - især hvis der ikke er noget at gøre ved det nu. Kom videre, både fysisk og psykisk.
Lær at sige fra
Selvom det, at sige fra, er en enkel og ligetil disciplin, er det noget, som rigtig mange personer har utroligt svært ved.
Det kan både være svært at sige nej til endnu en opgave, selvom du godt ved, at du umuligt kan nå det uden at blive stresset resten af dagen. Eller at sige fra over for kollegaer der er grænseoverskridende eller ubehøvlede over for dig.
Bare husk på, at det er noget, som rigtig mange har besvær med, og at du kan blive bedre til at sige fra.
Start i det små, sig nej til små og relativt ligegyldige ting, som du ellers altid pr. automatik ville sige ja til. Herefter kan du stille og roligt bygge dig op til at blive komfortabel med at sige fra. Du vil løbende indse, at der ikke er noget farligt i at sige nej. Det er enhvers ret at sige fra!